2276. Et væsens vilje kan altså ikke berøre de evige love, i kraft af hvilke den evige verdensorden eksisterer. Tilværelsen består således af "det foranderlige" og "det uforanderlige", der igen er det samme som "det timelige" og "det evige". "Det evige" er ophavet, det er det levende væsen, det er skaberen. "Det timelige" er det samme som det, der kan skabes, det der har begyndelse og afslutning, det der kan forvandles. Det er soleklart, at kun det, der kan forvandles eller omskabes, kan være objekt for viljen. Og her har det levende væsen i sin højeste fremtræden suverænitet eller fri vilje. Men det er ligeså soleklart, at det, der er evigt uforanderligt, altså den uforgængelige kombination af de evige principper, som udgør verdensaltet og det levende væsens kosmiske struktur, totalt er hævet over alt, hvad der kan være objekt for vilje eller over alt, hvad der kan skabes, der kan forvandles, der kan bevæges. Den, der her tror, at dette, at man ikke med sin vilje kan undgå de evige love og principper, betyder, at man ikke har fri vilje, er offer for en illusion eller et tankedril. Et sådant væsen er i nævnte situation totalt blottet for forståelsen af, eller viden om, forskellen på "det timelige" og "det evige". Det tror, at alt er materie. Det kender ikke forskel på "skaberen" og "det skabte". Det opfatter skaberen som identisk med materie, med noget, der kan forandres eller omdannes, med noget, der kan blive til og igen ophøre med at eksistere. Det opfatter de levende væseners organismer som identiske med de levende væsener selv, der er organismernes ophav. Det kan ikke se, at hvis det virkeligt var således, som det tror, ville der hverken kunne eksistere liv eller bevidsthed og dermed heller ingen som helst form for hverken spærret eller fri vilje. Verdensaltet ville kun kunne eksistere umanifesteret og kun med den enkle analyse som "et evigt noget som er". Men dette evige noget ville aldrig nogen sinde komme til at opleve eller kende denne sin evige eksistens. Det ville umuligt kunne være et udødeligt levende væsen. Der ville således hverken eksistere Guddom, levende væsener eller materie, hvilket altså er det modsatte af kendsgerningen. I dag funkler og stråler et lysende verdensalt, åbenbarende en Guddom i form af et ocean af levende væsener og bjerge af materie, bevægelser og skabelser, der i sit slutfacit fornyer de levende væseners livsoplevelse indtil den allerhøjeste viden og kunnen og dermed affødende en suverænitet og fri vilje, der takket være de evige principper, kun kan begrænses eller bindes der, hvor den ikke er til glæde og velsignelse for andre væseners normale brug af fri vilje.