2278. Denne de levende væseners berøring med materien er organiseret i kraft af sult- og mættelsesprincippet. Hele væsenets livsoplevelse fremtræder som en sult, en hunger eller et begær. Denne sult eller dette begær afføder automatisk væsenets vilje til at søge mættelse. For dyrets vedkommende strækker denne sult- eller begærtilstand sig kun til området for de manifestationer, der befordrer dets arts beståen, såsom dets parringsdrift og afkomsbeskyttelse, dets tilegnelse af føde, dets skabelse af beskyttelse imod andre dyrs livsfarlige efterstræben og imod klimaforholdene. Hos det mere fremskredne menneske er sult- og begærprincippet udvidet så meget, at det ikke blot til en vis grad omfatter de samme begær som hos dyrene, men det omfatter nu også en hunger eller et begær, hvis objekter ligger helt udenfor de livsvigtige. Således forekommer der i menneskeheden stor videbegærlighed, forskningstrang, trang til skabelse eller frembringelse, hunger efter position, hunger efter ære og berømmelse, hunger efter rigdom, hunger efter ordener og titler, samt endnu flere former for hunger eller begær ud over de livsvigtige begær angående mad og drikke, føde og klæder osv. Hele dette hunger- eller begærprincip kræver altså tilfredsstillelse og skaber derved væsenets vilje til mættelse. Det er altså dette princip, der får væsenerne til at vrage og vælge og fører dem frem til glæde og lykke eller til det modsatte. Sult- og mættelsesprincippet udgør således den organiske automatisme, der befordrer viljens opståen og regulering. Og det er denne situation, der får menneskene til på et vist ufærdigt stadium i spiralkredsløbet at tro, at deres liv er hundrede procent automatisme, og at de således i virkeligheden ikke har nogen som helst fri vilje. Denne illusion eller dette tankedril opstår altså fordi, de opfatter denne automatisme som et indgreb i eller en begrænsning af viljen. De forstår ikke, at nævnte automatisme i virkeligheden udgør lige det modsatte, nemlig den uundgåelige betingelse for, at de nævnte levende væsener overhovedet kan være udstyret med den realitet, vi kalder vilje. Viljen kan ligeså lidt som enhver anden realitet blive til og opretholdes i kraft af intet. Noget kan som bekendt ikke opstå af intet, ligeså lidt som noget kan blive til intet. Det er således rigtigt, at viljen opstår og betinges af det automatiske sult- og mættelsesprincip. Hvis dette automatiske princip ikke eksisterede, ville der således heller ikke være noget, der hed vilje. I kraft af sult- og mættelsesprincippet opstår sulten eller begæret ganske automatisk i væsenet. Sulten eller begæret kræver tilfredsstillelse. Dette krav afføder automatisk interessen og viljen til at søge tilfredsstillelse eller ikke tilfredsstillelse. Og det er her, de to situationer opstår, der udtrykkes som "frihed" og "ufrihed". Væsenet kan altså her indenfor dette timelige område skabe sin viljes frihed såvel som dens spærring. Her er vi altså udenfor det evige, altså området for de evige principper, til hvilke sult- og mættelsesprincippet hører, og på hvis evige eksistens ingen som helst vilje kan have nogen som helst indflydelse eller befordre ændring. Uden oplevelsen af de to kontraster "viljens frihed" og "viljens spærring" ville intet som helst væsen nogen sinde kunne opleve at være en selvstændig suveræn individualitet. Det ville ikke have mere bevidsthed end et hjul i en maskine. Men det levende væsen har noget, et hjul ikke har. Det har bevidsthed og, kosmisk set, i sit højeste stadium suveræn fri vilje.