2282. Men et område, der ligger udenfor alt, hvad der kan dirigeres af viljen, et område, der består af "det uforanderlige", "det levende", skaberen og ophavet til viljen, kan således aldrig nogen sinde blive et objekt for vilje. Objekt for viljeudløsning kan kun det være, der virkelig kan forandres, idet viljen kun er evnen til at regulere forvandling. Men i det uforanderlige eller evige er viljen ligeså overflødig, som øjnene er overflødige i et evigt mørke. Den situation, som spiralkredsløbet udløser for de levende væsener, dette, at de alle må leve i en gentagelse af oplevelsen af nævnte spiralkredsløbs seks riger, kan ikke høre ind under nogen som helst forudbestemmelse. Dette princip er ikke en skabt, men en evig realitet. Der har aldrig eksisteret en tid, hvor nævnte princip ikke eksisterede eller udløste sig. Hvis der havde været en sådan tid, var en hvilken som helst skabelse umulig. Og hvordan skulle spiralkredsløbets principper og love da være blevet til? – Vi er her ved de evige principper, der betinger de levende væseners livsoplevelses- og manifestationsevne. Og noget, der er evigt, kan således ikke være et produkt af nogen forudbestemmelse. Det kan kun have én eneste analyse ligesom de øvrige, evige principper, nemlig den, at det kun kan udgøre "noget, som er". Det er kombinationen af disse evige principper eller denne evige evne, vi allerede har lært at kende som "X2". Men X2 udgør det andet af de tre principper, der ved sin uadskillelighed fremtræder som det levende væsen. Men da denne fremtræden evigt har været til, kan det ikke være et produkt af væsenets vilje. Den hører derimod med til det "levende noget", af hvilken viljen er et produkt. Hvis dette noget ikke eksisterede, kunne der aldrig nogen sinde opstå vilje. Vi kommer derved her til at se, hvor klart og urokkeligt suverænt nævnte levende noget er hævet over alt, hvad der kommer ind under begrebet vilje, idet det er selve viljens ophav. Dette ophav udgør altså den evigt uadskillelige generalkombination af de evige principper, der gør den til et ligeså evigt eksisterende levende noget eller ophav til manifestation og skabelse. Denne dets identitet, som et evigt eksisterende levende noget, kan det naturligvis ikke ved nogen som helst viljesakt opløse eller tilintetgøre. Kun hvad, der engang er blevet til, kan atter opløses. Det levende væsens vilje kan således absolut kun have indflydelse på det, der er foranderligt eller det, der udgør manifestation eller skabelse. Men skabelse er igen det samme som en sammensætning og opløsning af materiekombinationer. Og det, der er levende, det, der er skaberen, det, der udgør det treenige princip, det, der kun kan analyseres som noget, som er, er totalt immunt overfor forandring eller opløsning. Hele dette område, som altså i virkeligheden udgør selve det levende væsens kosmiske struktur, ligger således udenfor alt, hvad der kan bestemmes ved eller er underlagt viljeføring. Men derimod har væsenet, således som vi nu er blevet kendt med, total fri vilje i sit mellemkosmos indenfor alt, hvad der er bevægeligt, indenfor alt, hvad der hører ind under "det skabte" og dermed indenfor alt, hvad der er skæbnedannende i samme grad, som det i sin væremåde kan opfylde de betingelser, af hvilke den frie vilje udelukkende er et resultat. Vi må altså her huske på, at man ikke i længden kan opretholde den frie vilje der, hvor den bliver en spærring for andre levende væseners normale brug af fri vilje.