2285. Al krig og ufred eller alt, hvad der kan udtrykkes som lidelse eller legemligt og sjæleligt mørke i væsenernes skæbne, er altså i virkeligheden kun virkninger af misbrug eller fejlagtig viljeføring, og som altså er dette mørkes fundament. Alt, hvad der føles som normalt legemligt og sjæleligt velvære, alt, hvad der føles som virkelig ægte sympati eller kærlighed til alt levende, alt hvad der er helbredende og normalt livgivende er virkningerne af normalt brug af den fri vilje. At tilegne det levende væsen evnen til fuldkommen viljeføring og den heraf følgende lykkelige skæbne er således udviklingens mål. Dette bliver til kendsgerning igennem dette, at kun det ufærdige eller uudviklede menneske kan misbruge sin vilje. Den virkelige normale fri vilje udgør ethvert væsens vilje, der er totalt i kontakt med Guds vilje. At det er således, bliver blandt andet ligeledes til kendsgerning igennem det guddommelige velvære eller den guddommelige lykkefølelse, der gennemstrømmer et væsen, hver gang dets vilje virkelig har været identisk med Guds vilje og dermed været i kontakt med universets love, ligesom akkurat den modsatte tilstand, hvilket vil sige, fornemmelsen af ubehag, nedtrykthed og melankoli, frygt, angst og usikkerhed, ulykke og lidelse opstår der, hvor et væsens vilje ikke har været i samklang med Guds vilje eller naturens og universets love. Det er altså denne situation, ragnaroks- eller dommedagsepoken understreger. Hvis menneskenes viljeføring var lige det modsatte af den viljeføring, af hvilken nævnte epoke var et resultat, måtte tilværelsen også blive modsat ragnaroks- eller dommedagsepoken. Men et væsens viljeføring kan kun ændres ved erfaringer. Erfaringerne skaber modtagelighed eller ligefrem hunger efter forståelsen af disses sammenhæng med det øvrige univers. Og det er denne forståelse, åndsvidenskaben, der, som vi forlængst er blevet kendt med, er det samme som den hellige ånd, kan give det menneske, der hungrer efter at kunne lære den virkelige totale fuldkomne fri viljeføring at kende. Dette understreger atter som kendsgerning, at menneskeheden umuligt kan blive stående på det samme stadium i livsoplevelsen, men rent automatisk i kraft af viljeføringen og den heraf affødte erfaringsdannelse uvægerligt forandres fra mindre viden til mere viden, fra primitivitet til intellektualitet, fra dyrisk til menneskelig væremåde i Guds billede efter hans lignelse. Det er denne forvandling, vi allerede kender som udvikling, og forud for hvilken der har fundet en tilsvarende "indvikling" sted.