2296. Men hvordan får menneskene deres tankekraft fuldkommen? – Ja! Er al depression, nedtrykthed og sorg ikke i væsentlig grad grundet på manglende kærlighed, manglende forståelse af næstens væremåde, hvad enten den er ond eller god? – Vejen til freden, sundheden og menneskelig lykke kan altså udelukkende kun blive til virkelighed ved, at menneskene gensidigt netop søger at holde hinanden fri af nedtrykthed, sorg og bekymring, frygt og lidelser. Der er absolut ingen anden vej til den virkelige fred eller det sande menneskeriges lykke og glæde end bekæmpelsen af vrede, had og bitterhed, misundelse og skinsyge, enhver form for martyrfornemmelse i sin egen mentalitet, ligesom man aldrig må glemme, at man selv er sin skæbnes absolut første årsag, og at vor næste således aldrig i nogen situation kan være den retmæssige skyldige i vor passage i mørket. Uden denne indstilling til sin næste kommer der aldrig fred på jorden. Man skal ikke tro, at denne virkelige varige fred kan fremkomme og opretholdes i kraft af atomvåben eller andre apparaturer eller maskiner for mangfoldiggørelse af menneskenes overtrædelse af det femte bud. Det drejer sig altså om at forstå, at intet væsen kan være anderledes, end det netop er i dag. Det vil få evner og anlæg i fremtiden, som det ikke har i dag, og kan da i kraft af disse til den tid være anderledes, end det er i nutiden, ligesom det i dag er anderledes end det har været i fortiden, grundet på evner og anlæg det har fået siden da. At forlange, at et menneske i dag skal udfolde en kærlighed eller væremåde, det først i fremtiden får evne til at kunne udfolde, er jo i princip det samme som at forlange, at det skal løfte en sten, som det ikke har kræfter til at løfte. Man må her absolut holde sig for øje, at det langt fra er givet, at andre kan løfte de samme stene, som vi selv kan løfte, mentalt set. At kritisere og forfølge dem af den grund er det samme som at nedbryde eller formørke vor egen kommende skæbne. Vi må hver dag ransage os selv og finde ud af, hvordan vi, i stedet for med vor uvidenhed og naivitet at slukke lys i vore medvæseners tankegang og væremåde, kan være en lysende og varmende fakkel eller sol i deres tilværelse. Kun således kan vi blive i Guds billede efter hans lignelse.