2300. Men da erkendelsen af den åndelige verden ikke kan opnås og stadfæstes som kendsgerning ved mål og vægt, volumen og størrelsesbegreber således som tilfældet er med den fysiske verdens detaljer og områder, opstod tvivlen. Og det blev ikke mere god tone at tro på nævnte åndelige verdens eksistens. Man gik over til at mene, at der ikke eksisterede andet, end hvad den fysiske forskning efterhånden kunne afsløre. Og igennem den materielle forskning kom man til erkendelse af kræfter, hvis tilstedeværelse kun kunne erkendes indirekte igennem deres indvirken på den synlige, fysiske materie. Og man tilegnede sig igennem eksperimenter en viden, i kraft af hvilken man nåede frem til at kunne styre og lede disse usynlige kræfter til udløsning af bestemte nyttige, fysiske formål. Disse kræfter var som nævnt i sig selv usynlige for det fysiske syn og kunne kun erkendes i kraft af de reaktioner, de skabte i fysisk materie, og hvorved de for den udviklede forsker afslørede, at de netop var af åndelig eller psykisk natur. Dette understregedes yderligere ved, at de i realiteten ikke tager nogen plads op i fysisk materie, idet de kan gennemstrømme den. Og nu er den materialistiske videnskab nået meget langt med hensyn til at kunne operere med disse usynlige kræfter uden at vide, hvad det er, den i virkeligheden har med at gøre. Som vi tidligere er blevet gjort bekendt med, bliver disse kræfter udtrykt ved betegnelsen "elektriciteten". Men hvad elektriciteten i virkeligheden er, er altså stadig en gåde for den materialistisk indstillede videnskab. Og denne gåde må selvfølgelig blive ved med at være uløselig for samme videnskab, sålænge den tror, at elektriciteten eller de usynlige kræfter, der kun kan erkendes i kraft af de reaktioner, de skaber i fysisk materie, er fysiske.