Livets Bog, bind 6
Hvorfor den fysiske verden umuligt kan udgøre hele livsmysteriets løsning
2310. Og hermed er vi kommet igennem alt det, der i realiteten er af fysisk natur, og af hvilket den fysiske verden består. Som vi her har set, er den fysiske verdens hovedanalyse bevægelse og bevægelsesreaktioner og bevægelsesreaktioners kombinationer. At disse foreteelser bliver til stof eller materie, tid og rum eller skabte ting skyldes absolut ikke noget fysisk. Det er kun igennem sanser, de bliver indregistreret i de levende væseners bevidsthed som udgørende disse nævnte foreteelser. Da de fysiske sanser eller de levende væseners fysiske organismer også er stof eller materie og således også er identiske med bevægelsesreaktioners kombinationer og umuligt kan udgøre noget som helst andet, ser vi således her, at det fysiske tilværelsesplan udelukkende kun er et vældigt ocean af forskelligartede bevægelser og disses reaktioners kombinationer. Og da det er disse, der fremtræder for sanserne som materie, stof og ting, bliver vi her vidne til, at den fysiske verden umuligt kan udgøre hele livsmysteriets løsning. Det er en urokkelig kendsgerning, at der er andet og mere til end netop bevægelse. Livet er mere end stof- eller materiekombinationer og disses reaktioner. Men det, der eksisterer ud over de her nævnte bevægelseskombinationer i form af stof, materie og skabte ting, eksisterer absolut ikke på det fysiske plan og er, som vi skal se, absolut ikke noget fysisk. Det fremtræder under en helt anden dimension, som i sig selv er adskilt fra det fysiske ved at udgøre et selvstændigt enhedsområde, ganske uafhængigt af bevægelsen, stoffet eller materien. Men derimod kan hverken bevægelsen, stoffet eller materien eksistere uden det suveræne ikke-fysiske område.