Livets Bog, bind 6
Den åndelige verden bliver til kendsgerning
2314. Idet vi således er kommet til den fysiske verdens kosmiske analyse, og har set, at den udelukkende kun udgør et bevægelsesocean, er en verden af bevægelsesreaktioner og disses kombinationer i det uendelige, bliver det ligeledes til kendsgerning, at der eksisterer en anden verden end den fysiske. Denne verden udgør et tilværelsesplan, i hvilket alle bevægelser og bevægelsesreaktioners kombinationer bliver omformet til livsoplevelse, til tanke og viden, og hvorfra tanke og viden igen inkarneres i bevægelse for at befordre dennes omformning til nye bevægelseskombinationer eller skabte ting, som igen kan sanses og opleves og således fortsættende. Denne anden verden vil således udelukkende bestå af reaktioner, som bevægelseskombinationerne på det fysiske plan har afstedkommet, og som igennem væsenets sanser er blevet omformet til tanke, viden og dermed til "bevidsthed". Men da bevidsthed igen er det samme som det, der udtrykkes ved det gamle ord "ånd", bliver denne anden verden, som vi nu har set kun kan eksistere hinsides den fysiske, en "åndens verden". Vi ser, at den meget omdiskuterede åndelige verden her fremtræder som en ligeså virkelig og mentalt håndgribelig verden som den fysiske, og at den fysiske verden naturligvis slet ikke ville kunne eksistere, hvis ikke den åndelige verden var til. Hvordan skulle bevægelserne og de heraf affødte reaktionskombinationer eller skabte ting kunne blive til, blive ledet, styret og omformet til livsoplevelse, hvis ikke de kunne blive omformet til tanke og viden og dermed bringe alle de øvrige bevidsthedsforeteelser i funktion, vi kender som visdom og forstand, karakter og moral, ønsker, begær og vilje osv.? – Hele dette område er således ikke noget fysisk område, men er udelukkende et åndeligt eller psykisk domæne. Herfra dirigeres altså de bevægelsesarter, af hvilke den fysiske verden udelukkende består. Og her indgår alle virkningerne af de fysiske bevægelsers reaktioner overfor hverandres berøringer og bliver gennem sanserne til tanker, begær og vilje, der igen er det samme som det, vi kalder bevidsthed eller ånd.