2336. Den jordiske menneskehed befinder sig i et lokalt område af Guddommens bevidsthed, der til en vis grad endnu hører hadets område og væremåde til, samtidig med at den også til en vis grad befinder sig i kærlighedens område. Den nævnte menneskeheds væremåde bliver derved præget, dels af hadets og dels af kærlighedens område. Idet den således ikke udgør kærlighedens væremåde i renkultur, vil den være at udtrykke som i disharmoni med universets primære kærlighedsbevidsthed, altså den bevidsthedstilstand, der er Guddommens. Men det princip, vi kender som udvikling, vil bringe alle ufærdige mennesker bort fra området for hadets væremåde og frem til totalt at være i kontakt med kærlighedsområdets væremåde. Og det er denne totale og kulminerende udfoldelse af kærlighedens væremåde, der betinger, at dens ophav udtrykkes som "ét med Gud". Når Kristus siger, "jeg og Faderen vi er ét", vil det altså sige det samme som, at Kristi væremåde var den samme som universets eller Guddommens kulminerende væremåde. Kristi væremåde var kun udfoldelse af kærlighed i renkultur. Han havde intet af hadets natur i sig. Og hans væremåde kunne derfor kun udløses som kærlighed. Dette, således at være ét med Gud, er igen det samme som at fremtræde som "mennesket i Guds billede efter hans lignelse".