2337. At være ét med Guddommen eller den guddommelige Fader er altså det samme som at opfylde det guddommelige formål, som Bibelen udtrykker som Guds hensigt med menneskets tilblivelse på jorden, hvilket igen vil sige, dets reinkarnation i materien. Selv om der i verdensaltets struktur således findes ondt og godt eller had og kærlighed, så er kærligheden altså den fundamentale kraftstruktur, som udelukkende giver evnen til den allerhøjeste visdom, viden og magt og oplevelse. Vi bliver derved nødsaget til, som nævnt, at udtrykke den som universets og dermed som Guddommens primære bevidsthed. Her må man også erindre, at det onde ikke er ondt i absolut forstand. Det er kun indenfor det jordiske menneskes ufærdige udviklingstrins områder, at det kommer til at opfattes som "det onde". Det onde udgør den livsvigtige kontrast til kærligheden, som absolut først må opleves, for at kærligheden kan opleves. Da kærligheden kun kan opleves ved en realistisk håndgribelig energiudfoldelse, må det onde, altså kærlighedens kontrast, ligeledes opleves igennem en tilsvarende realistisk, håndgribelig energiudfoldelse. Derved kan de to fornemmelser: behag og ubehag, blive tilgængelige for sansning. Da ethvert levende væsen udelukkende selv er ophavet eller første årsag til al sin oplevelse, hvad enten den er behagelig eller ubehagelig, kan intet som helst andet væsen blive den absolutte årsag til dets skæbne. Andre væsener kan kun være medier for denne skæbne, hvorved den af disse befordres tilbage til sit ophav og her udløses som karma eller gengældelse. Dette gælder altså ligeså godt had som kærlighed. Da ethvert væsen således er sin egen skæbnes absolutte første årsag eller ophav, kan det ligeså absolut kun komme til at opleve virkningerne af det, det selv er skyld i eller den skæbne, det har sat i gang mod andre væsener. I kraft af dette guddommelige fundament for skæbneudløsning eller livsoplevelse kan intet som helst væsen komme til at lide uret eller gøre uret. Begrebet "uret" er således i virkeligheden kun udtryk for en illusion, der kun kan eksistere der, hvor væsenet endnu ikke er sansebegavet nok til at overskue sin egen evige eksistens og livslovenes ligeledes evige struktur. I en sådan situation ser det kun de tilbagevendende virkninger af sin tidligere væremåde overfor sine omgivelser. Da disse virkninger påføres det af væsener, som er medier eller redskaber for disse virkningers udløsning, og det ikke kender den virkelige sammenhæng i situationen, aner det ikke, at nævnte virkninger er dets egen tidligere væremådes energiudløsninger, der nu kommer tilbage som dets skæbne. Er virkningerne ubehagelige og lidelsesfulde, bliver det fornærmet eller bitter på disse dets skæbnes medier, hvilket altså vil sige, de mennesker, som påfører det de ubehagelige virkninger. Og det opfatter nævnte mennesker som sine fjender. Hvis det selv bliver bitter eller vred og hævner sig på dem, sender det jo atter dermed nye skæbneenergier ud, som atter før eller senere må komme tilbage som de ubehagelige energier, de er, og danne dets skæbne.