2348. Det levende væsen kan altså afskære sig fra universets hovedstyrelse eller Guds vilje og den herigennem befordrede livsbeskyttelse ved kun at ville gavne og glæde sig selv, ligegyldigt hvad det så end måtte koste dets næste af bekymringer og lidelser. Og det er givet, at det med denne væremåde kun kan opleve en kort eller stakket glæde, idet enhver opstået afsporing i universet, stor eller lille, er det samme som en tilsvarende sabotage eller underminering af den store organisme eller makroorganismen. De velværefrembringende organer, hvilket vil sige medvæsenerne i nævnte organisme, igennem hvilke det pågældende individ skulle garanteres sit velvære, har det altså med sin egoistiske væremåde ignoreret, ja, måske undermineret og gjort til sine fjender. At skabe fjendskab omkring sig, hvad enten det er mand og mand imellem, eller det er imellem nationer indbyrdes, bliver således en ødelæggelsesproces i den store makrokosmiske organisme, i hvilke de pågældende væsener og nationer ellers skulle nyde godt af universets velværeskabende livsstruktur. De samme væsener og nationer vil derfor for en tid være underkastet det mørke, som udelukkelse fra universets ledende generalstruktur nødvendigvis må afføde. Væsenerne bliver da tilsidst prisgivet følgerne af den dødbringende livsførelse, som deres selvbestaltede, egoistiske væremåde nødvendigvis måtte afføde.