2357. Kun igennem forannævnte bevidsthedstilstand kan Guddommen blive til vågen dagsbevidst oplevelse og dermed til kendsgerning. Men for alle de væsener, der endnu ikke har nået dette stadium i udviklingen, hører Guddommen ind under den mentale tilstand, vi kalder "mystik". Men vi ved også fra tidligere analyser, at alle levende væsener har indbygget i sig en organisk automatisme, der bringer dyret til at skrige, når det er i overhængende livsfare, ligesom den samme automatisme, der befordres i kraft af væsenets instinktområde, får alle primitive naturmennesker til at fornemme, at der er en gud eller guder til. Denne instinktmæssige fornemmelses tilstedeværelse i disse primitive menneskers bevidsthed er altså absolut ikke et produkt af menneskeligt påfund, men udgør derimod en indbygget organisk realitet, der er ligeså evig og urokkelig som selve væsenets identitet som et treenigt princip. Guddommen er således en realitet, et noget, der efterhånden bliver til kendsgerning for ethvert levende væsen på samme måde som alle de andre store livsprincipper i verdensaltets manifestationer. Ligesom lyset har skabt væsenernes øjne eller evne til at se, og lyden har skabt væsenernes hørelse eller evnen til at høre, således har den realitet i tilværelsen, der udgør den evige Guddom, også skabt en organisk evne i de levende væsener, i kraft af hvilken de tilsidst vågen dagsbevidst kan opleve Guddommen. Det er i virkeligheden Guddommens tilstedeværelse, der opleves som de begyndende "kosmiske glimt", igennem hvilke væsenet bliver vågen dagsbevidst i sin udødelighed og reinkarnation og dermed i livs- eller skæbnemysteriets løsning, og hvorved det kommer til at opleve sig selv som sin egen skæbnes absolutte herre og ophav.