Livets Bog, bind 7
Den maskuline og den feminine polkonstellation i det levende væsen som fundament for dets psyke, legemsstruktur og væremåde
2403. Den seksuelle struktur afslører således her, at den udløses igennem to særlige modsatte manifestationsprincipper, som vi udtrykker som "den maskuline pol" og "den feminine pol". Disse to poler er altså til stede i ethvert levende væsen. Og det er disse to polers indbyrdes forhold til hinanden i det levende væsen, der udelukkende bestemmer hele dets livsoplevelsestilstand, dets forhold til andre levende væsener, dets forhold i ægteskabet og parringsdriften, dets fremtræden som dyr eller menneske, dets væremådes natur og dermed dets moral og plads på udviklingsstigen, dets forhold til reinkarnation og skæbne, dets forhold til den fysiske og åndelige verden, dets forhold til Gud, dets viden og kunnen med hensyn til både dets fysiske og åndelige tilværelse, dets opfyldelse af næstekærlighedsloven eller dette at elske sin næste som sig selv. Ingen som helst form for livsoplevelse og manifestation kan overhovedet finde sted uden at være et produkt af en særlig konstellation eller et særligt forhold imellem de nævnte poler i det pågældende væsen. Disse to polers indbyrdes forhold er foranderligt og gør derved også individets mentale og kropslige struktur foranderlig. Og det er dette polernes skiftende indbyrdes forhold til hinanden i væsenet, der befordrer hele dets forvandling til alle kredsløbets forskellige livsstadier og de hermed forbundne fysiske og åndelige organismer eller legemer.