2406. Det er således den modsatte pol, hvilket, som før nævnt, vil sige: den feminine i manden og den maskuline i kvinden, der befordrer disse to slags væseners forvandling fra dyr til menneske.
Det ufærdige menneskes psyke består således af et dyrisk bevidsthedsområde og et menneskeligt bevidsthedsområde, der henholdsvis befordres af den ordinære pol og den modsatte pol.
Da det begyndende menneskelige bevidsthedsområde i mennesket afføder alle de virkelige humane og højintellektuelle evner, er det blevet kaldt "det gode", medens det dyriske bevidsthedsområde, der afføder alle de tankearter eller bevidsthedstendenser, der befordrer had, hidsighed, vrede, skinsyge, mord og drab eller alle former for krig, bliver udtrykt som "det onde".
I kraft af dette lille tilbageblik på realiteter, vi alle kender fra tidligere analyser her i Livets Bog, har vi fået en forudsætning for virkeligt at kunne se livets eget grundlag for skabelsen af væsenernes livsoplevelses- og manifestationsevner.
Og udelukkende ud fra dette kan vi her åbenbare, hvad der vil være
den absolutte verdensmoral eller vejen til den virkelige fred på jorden, hvilket vil sige:
oplevelsen af den guddommelige tilstand, i hvilken hverken krig, had eller hævn kan eksistere, men hvor fred, intellektualitet, visdom og kærlighed har til huse.