2408. For at få tilegnet sig forståelsen af de kosmiske analyser og dermed af livsmysteriets løsning, kræves der ikke blot intelligens. Intelligens alene kan ligeså godt bruges til at skabe raffinerede planer, ved hvilke man kan udnytte sin næste på egoistisk måde eller hævne sig på ham, ligesåvel som man kan bruge intelligensen til at skabe de mest glimrende planer, ved hvilke man på bedst mulig måde kan tjene sin næste og dermed skabe en fuldkommen væremåde. Og her er det, at vi kommer til spørgsmålet: Hvad er det, der får væsenet til at anvende sin intelligens i det godes eller det ondes tjeneste? – Svaret herpå kan udelukkende kun blive dette, at væsenets anvendelse af sin intelligens enten i det godes eller i det ondes tjeneste afhænger af den kapacitet, som dets humane evne eller sympatiske anlæg er udviklet til at kunne præstere. Medens intelligensen kan udvikles ved erfaring og undervisning, kan humaniteten ikke udvikles ved undervisning. Den kan udelukkende kun udvikles ved lidelseserfaringer. Alle sygdomme, ulykkelige skæbner eller tildragelser, sorger og bekymringer osv. som væsenet i tidligere liv har gennemgået, efterlader i væsenets nuværende liv en ubevidst hukommelse om disse tildragelser. Dette vil igen sige, at væsenet fornemmer det slet ikke som hukommelse. Rent fysisk, hjernemæssigt kan det naturligvis ikke huske noget som helst fra sine tidligere liv. Al smerte- eller lidelseserfaring bliver på det åndelige eller psykiske plan omdannet til en evne til i bevidstheden at danne, ikke blot et rent intelligensmæssigt, men også et følelsesmæssigt eller sjæleligt billede i ens inderste "selv" af de lidelser, man bliver vidne til, at ens næste mere eller mindre martres under. Idet væsenet således med denne evnes udvikling, ikke blot rent hjernemæssigt eller teoretisk, men også i sin egen følelsesevne kan fornemme sin næstes lidelser og blive ligeså bevidst i disse som i sine egne eventuelle lidelser, afføder denne evne i væsenet en lyst til at hjælpe vedkommende næste ud af hans lidelse eller nød. Det er denne evne, der bevirker, at vi kan føle medlidenhed med andre væsener, der befinder sig i ulykkelige tilstande. Hvis et menneske endnu kun er udviklet til kun at kunne begribe sin næstes lidelse med hjernen, men ikke med hjertet, hvilket vil sige, den humane følelsesevne, føler det ikke nogen som helst trang til at hjælpe sin trængende næste. Her er de sympatiske anlæg endnu så begrænsede, at de i virkeligheden kun kan udløse den rent parringsmæssige sympati til ægtefælle, afkom og familie.