Martinus: Livets Bog, bind 7, stk. 2413, pkt. 0

2413. Da det levende væsen således er hævet over den såkaldte "død", tid og rum, ondt og godt, idet disse foreteelser kun eksisterer som det levende væsens frembringelser eller skabte foreteelser, er det i sig selv eller i sin egen kosmiske natur urørligt. Her kan det ikke på nogen som helst måde rammes af noget som helst af væsener eller ting. Det er her i sit eget jegs element evigt uforanderligt rodfæstet i og ét med Guds stråleglorie. Men for at kunne opleve denne sin udødelighed og identitet som livets herre og ét med Gud, er det, at det med sin skabeevne kan skabe organismer, sanseorganer og yderligere supplerende skabeevner, i kraft af hvilke det kan operere med materien og i resultaterne heraf i form af de materielle fysiske, dødelige oplevelsesorganer eller timelige foreteelser, opleve den modsætning til sin egen evige kosmiske tilværelse, som er nødvendig, for at det i det hele taget kan erkende denne sin evige, udødelige tilværelse og ophøjethed i Guds eksistens, bevidsthed og stråleglorie.

Forrige

Næste