2416. Ser vi på denne lange vekselvirkning mellem det levende væsen og dets omgivelser i den fysiske verden, ser vi hvorledes, den fra sin svage og primitive begyndelse og frem til det færdige menneske – mennesket i Guds billede – eller det gudsbevidste menneske, voksede frem til en kulminerende, dramatisk epoke, hvor væsenerne måtte dræbe for at leve, hvilket vil sige: at væsenerne måtte ødelægge hverandres fysiske organismer eller legemer, altså redskaberne for deres fysiske livsoplevelse. Ja, disse redskaber blev ligefrem en livsbetingende føde for andre væsener. Da væsenet ved at miste sit fysiske redskab ikke kunne manifestere eller tilkendegive sig på det fysiske tilværelsesplan, og væsenerne i vågen, fysisk tilstand ikke var bevidst i det psykiske eller åndelige plan, opstod den overtro, at væsenerne ved at miste den fysiske organisme døde, blev udslettet af de levendes tal. De eksisterede simpelthen ikke mere. Derfor kom denne dramatiske hændelse i sin værste udfoldelse til at hedde: død, mord og drab.