2423. Da den lange udviklingsskala, som menneskene repræsenterer, går fra primitivitet, uvidenhed og grov, dræbende brutalitet til højintellektualiseret og livgivende følelse, der er det samme som den absolutte kærlighed, kan man altså bedømme hvert enkelt udviklingstrins mennesker på den grad af kærlighed, der kommer til manifestation i disse væseners væremåde.
Jo mindre drab, mord og krigstendens, der er i et folks væremåde, jo højere udviklet er dette folk, ligesom det modsatte naturligvis er tilfældet, jo mere krigs-, mord- og drabstendens der er i et folk, ligegyldigt om disse mord og drab skyldes religiøs kultus med ofring af dyr og mennesker til guderne eller disse er rene hævnakter.
Væremåder, der giver sig sådanne udslag, hører til den jordiske menneskeheds mentale undergrund.
Her er den dyriske primitivitet endnu i højsædet.
De begyndende menneskelige bevidsthedstendenser er endnu så ringe, at de slet ikke har kunnet hæve væsenerne ud over drabsstadiet i deres væremåde.
De har derimod kunnet bringe væsenerne til i en endnu større grad at udfolde deres dyriske tendenser.
Medens dyret kun dræber i nødværge og i situationer, hvor det er en livsbetingelse for det samme væsen at være kødædende, ser vi her, at mennesket igennem de begyndende menneskelige evner er kommet ind på et område, hvor det nu dræber i situationer, hvor det absolut ikke er nogen livsbetingelse.
Det er absolut ikke nogen livsbetingelse for det, at ofre mennesker til guderne eller til forsynet.
Her ser vi de første svage menneskelige tendenser begynder at sætte dyret i stand til tænkning og manifestationer, det absolut var blottet for som dyr i renkultur, men som det nu efterhånden som menneske mener at måtte dyrke.
De menneskelige tendenser i dyret skaber altså i dette væsen en begyndende indstilling til et forsyn.
Denne mentale tilstand er altså noget af det mest iøjnefaldende hos det dyr, der er begyndt at manifestere sig i den abelignende menneskelige organisme, der efterhånden skal blive til den virkelige forfinede menneskelige organisme og redskab for kosmisk bevidsthed i fysisk tilværelse.