Livets Bog, bind 7
Hedenskabet i den kristne verdensreligion
2430. Hvad hjælper det kosmiske og evige bud, der er fundamentet for den virkelige kosmiske eller interplanetariske verdensmoral, "du skal ikke dræbe", når dets overholdelse kun anerkendes, når det passer ind i nationens egen væremåde overfor dens fjender, men absolut ikke, når man mener, det ikke passer i nævnte forhold? Mener man, det her er fordelagtigst at dræbe eller ødelægge i sit forhold til sine fjender, så anerkender man dette som moralsk berettiget og uddanner ligefrem grupper af mennesker til soldater og gør dem, endog imod deres vilje, til eksperter i myrderi og ødelæggelse af mennesker og kulturværdier. Hvad er hele en nations krigsberedskab andet end fagmæssig opretholdelse af en vis krigs- og ødelæggelseskapacitet? – Man uddanner altså folk til at blive genier eller eksperter i drabs- og ødelæggelseskunnen samtidig med, at man påberåber sig at tilhøre den kristne verdensreligion. Men det er i realiteten hedenskab, vi således her er vidne til.