Livets Bog, bind 7
Hvorfor jordmenneskene hævner og straffer
2440. Ingen som helst af de kosmiske verdenslove udtrykker nogen som helst ret eller frihed til at hævne eller straffe. De love, der fremhæver berettigelsen til straf og henrettelser, til krig og drab, er udelukkende lavet af mennesker, der i deres kosmiske uvidenhed og magtesløshed overfor visse tilskikkelser i livet, ikke kan se nogen som helst anden udvej for beskyttelse af deres eksistens overfor fjendtligt indstillede og farlige væsener. De kender slet ikke karma- eller gengældelsesloven, på hvilken al skæbnedannelse er baseret. De forstår ikke, at livet i sig selv udelukkende er baseret på gengældelsesprincippet: "Det, et menneske sår, skal det høste". Man kan ikke så rug og af denne sæd avle hvede.