2441. Alt, hvad et levende væsen gør imod sin næste, hvilket vil sige, imod alle andre levende væsener, kommer urokkeligt tilbage til sit ophav igen. Det er denne tilbagekomst af virkningerne af væsenets handlemåde, der udgør dets skæbne. Derfor bliver det muligt for det levende væsen selv at kunne bestemme sin skæbne. Hvis det manifesterer kærlighed til medvæsenerne, er det det samme som at så kærlighed. Hvis det manifesterer bitterhed, vrede og hævn, sår det altså denne væremåde i omgivelserne og kommer derved til at høste virkningerne af denne væremåde. Denne høst bliver således væsenets kommende skæbne, for såvidt det ikke forinden har forandret sig og vænnet sig til at udløse en mere human væremåde og ikke kan så en sådan bitter sæd mere. I samme grad, som det ikke kan nænne at manifestere et særligt onde overfor sin næste eller omgivelserne, i samme grad bliver det fri af eventuelle tilbagevendende virkninger af mørk væremåde.