2445. Når forannævnte princip ligeledes er tilkoblet et andet princip, der betinger, at væsenet umuligt kan blive ramt af virkningerne af sine slette eller onde handlinger, hvis det forinden disse virkninger er kommet tilbage og danner skæbne, har fået et andet sindelag og ikke mere kan nænne at begå sådanne handlinger, ser vi her et virkeligt eksisterende guddommeligt tilgivelses- eller syndernes forladelsesprincip. Intet som helst væsen kommer således til at få virkninger af alt det onde, det har begået. Ethvert væsen får kun lige akkurat de virkninger af dets onde handlinger, der skal til, for at det kan opleve og erkende sine handlingers identitet som onde og i kraft af denne oplevelse blive inspireret til at forandre sin væremåde, så der i den aldrig kan forekomme sådanne handlinger mere.