Livets Bog, bind 7
Det er afsporing af bevidsthed at tro, at andre væsener end os selv kan være den absolutte skyldige i vor skæbne
2448. Det er således ud fra denne moral, at Kristus udtrykker dette, at man ikke blot skal tilgive sin næste syv gange dagligt, men derimod indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange dagligt, hvilket i virkeligheden vil sige, at vi skal tilgive vor næste absolut alt, hvad han gør imod os. Det forstår man bedre, når man erkender de kosmiske analyser, der viser, at man absolut selv er skyld i sin skæbne, ligegyldigt hvor mørk og ulykkelig den så end måtte være. En skæbne kan således kun udgøre virkningerne af ens egen fortidige væremåde, være reaktionerne af handlinger, man selv har begået. Var disse handlinger ikke begået, ville den pågældende ulykkelige skæbne have været en total umulighed. Det er altså ikke de eller de mennesker, der udløser den mørke skæbne imod os, der er de rette skyldige. De udgør kun naturens, livets eller Guddommens naturlige organer eller redskaber, igennem hvilke de af os udsendte skæbneenergier kan komme til udløsning imod os selv. Disse væsener bliver netop redskaber for den slags mørke energier, alt eftersom de står på et udviklingstrin, hvor den slags udløsninger og handlinger er naturlige. Mørke handlinger eller tankeklimaer kan naturligvis ikke udløses af mennesker, der er nået frem til den humane eller næstekærlige tilstand. Når den skæbne, vi får, hvad enten den er lys eller mørk, ond eller god, kun kan opstå i kraft af årsager, der udelukkende kun kan være sat i gang af os selv, og når den mørke skæbne umuligt kunne være opstået, hvis vi ikke havde udløst årsagen til den i vor væremåde, ville det jo være ganske meningsløst og afsporende at identificere noget som helst andet væsen som vor egen skæbnes ophav. At blive vred, bitter og hævngerrig på andre væsener, straffe, myrde og dræbe eller lemlæste dem, fordi de er medier eller Guddommens redskaber til udløsning af vor egen karmaenergi, er hundrede procents fejlagtig eller totalt afsporende fra naturens eller livets virkelige mening og dermed fra det sindelag, der udgør Guds bevidsthed eller den hellige ånd, den bevidsthed der gør sit ophav til "mennesket i Guds billede".