2452. Når et menneske mere eller mindre lever i en ulykkelig tilstand eller skæbne, skyldes det som tidligere nævnt, den totale uvidenhed om skæbnedannelsens virkelige struktur og dets egen psykes elektriske eller åndelige struktur. Det er denne åndelige eller elektriske struktur, der automatisk bevirker, at ethvert væsen netop kommer til at opleve virkningerne af sin væremåde i form af skæbne eller gengældelse. Samme elektriske struktur bevirker således, at man er beskyttet imod det onde, som man ikke selv på nogen måde kan nænne at påføre andre. Det onde, man påfører andre, er man absolut ikke i længden beskyttet imod. Før eller senere vil gengældelsen ramme en. Og vi ser, at alle uindviede jordmenneskers skæbne i en overordentlig stor grad består i oplevelsen af tilbagevendende virkninger af ond væremåde, begået i fortiden enten i dette liv eller i tidligere inkarnationer eller liv. Ethvert væsens livsstruktur eller skæbne er således under en enestående, altomfattende kontrol. Det er ikke så mærkeligt, at verdensgenløseren Kristus kunne sige, at endog vore hovedhår er talte. Der ligger ikke nogen som helst overdrivelse heri. Og vi kan her føje til, at hvert eneste lille sandskorn ved havets bred er under samme guddommelige kontrol og kan aldrig nogen sinde komme ud af denne. Hvis blot et lille støvfnug kunne lægge sig tilfældigt, ville hele verdensaltet være af lave, ja der ville ikke engang være noget, der hed "levende væsener", der ville ikke være noget, der hed "bevidsthed". Vort jeg ville være til, men det ville aldrig nogen sinde være kommet til at opleve sig selv. Vi ville være et evigt umanifesteret "noget, som er". Der ville ikke være noget univers og ingen som helst viden om noget som helst. Det, vi i dag kender som verdensaltet, sole og stjernesystemer fyldte med liv, manifestationer og skabelser ville kun eksistere som et evigt "intet".