2459. Da jordens mennesker ikke har nået den forannævnte højde i udviklingen, udgør de absolut ikke færdige mennesker, kosmisk set. De har i større eller mindre grad de egoistiske, dyriske bevidsthedstendenser i deres væremåde. Og der, hvor disse gør sig gældende og har overtaget, hedder det: øje for øje og tand for tand, og ligeledes at enhver er sig selv nærmest. Men denne dyriske natur bliver mere og mere iblandet menneskelig natur eller bevidsthedstendenser, der går stik imod de dyriske tendenser. Symptomerne eller udslagene af disse begyndende menneskelige tendenser kendetegner sig ved uselviskhed, tilgivelse af uret, humanitet eller næstekærlighed eller dette: hellere at give end at tage. Ethvert ufærdigt menneskes psyke er altså en blanding af disse to naturer, en dyrisk natur, som degenererer og går sin opløsning i møde, og en menneskelig natur, som er under udvikling og vil blive slutfacittet på menneskenes jordiske tilværelse, hvorefter de alle hver især vil være ét med Faderen eller Gud. De oplever derefter tilværelsen i kulminerende lys og salighed i de højeste verdener eller tilværelsesplaner hinsides al reinkarnation.