2464. Vi har set, at hele denne gigantiske manifestation er baseret på logik. Logik udgør igen en manifestationsstruktur, der absolut bringer al skabelse eller manifestation til i sit slutfacit at være til glæde og velsignelse for levende væsener, hvilket er det samme som kærlighed. Dette betyder ikke, at det i alle situationer ser således ud. For at et slutfacit i livsoplevelsen kan fornemmes som kærlighed, må der også være adgang til i denne store gigantskabelse, der udgør verdensaltet og dets funktioner, at opleve dens modsætning: ukærligheden. Medens kærligheden er baseret på logik, altså en struktur i de levende væseners væremåde, der gør denne til glæde og velsignelse for alt levende, er ukærligheden baseret på en struktur i væremåden, der gør denne ulogisk, hvilket altså vil sige, at den ikke bliver til glæde og velsignelse for levende væsener, tværtimod, den bliver til forbandelse, bliver til ulykke og lidelse. Den udgør således modsætningen til kærligheden og udgør alt, hvad der hører ind under begrebet "det onde" i sin direkte virkning. Vi ved, at den fornemmes som medvæsenernes had og forfølgelse. Den frembringer sygdom, sorger og bekymringer. Den fornemmes som identisk med absolut alt, hvad der kommer ind under begrebet livslede og selvmordstendenser. Da denne mørke væremådes tilstedeværelse i universet er en absolut betingelse for, at de levende væsener overhovedet kan have en livsoplevelse, er den således i sin højeste kosmiske analyse absolut ikke "ond", men udgør et overordentligt stort og absolut nødvendigt gode. Disse to manifestationsformer: "det onde" og "det gode", er evige realiteter. De hører til de evige principper. De har aldrig begyndt og kan aldrig ophøre. De betyder dermed udødelighed for alle levende væsener i verdensaltet.