2465. Udødelighed er det samme som evig livsoplevelse.
Til de levende væseners jegs evige eksistens er der således knyttet en evig livsoplevelsesevne.
At denne evne overhovedet kan være en livsoplevelsesevne betinges altså af, at der i denne forekommer to oplevelses- og skabelsesmuligheder, nemlig skabelsen og oplevelsen af "det onde" og skabelsen og oplevelsen af "det gode".
Når sådanne to oplevelsesformer kan finde sted, skyldes det den omstændighed, at alle bevægelser og de herpå baserede skabelser eller manifestationer i hele universet er lovbundne på en sådan måde, at de som nævnt, i slutfacitterne bliver til glæde og velsignelse for levende væsener.
Men samtidig er der givet væsenerne adgang til i deres væremåde at kunne gå imod denne lovbundethed i verdensaltet.
Deres handlemåde bliver da i disharmoni med den logik, der skaber slutfacitternes velsignelse og glæde.
Livsoplevelsen bliver da i tilsvarende grad fuld af skuffelser, sorger, bitterhed, had og vrede eller alt det, der skaber de såkaldte "ulykkelige skæbner" eller som nævnt "det onde".
Men hvis ikke der var givet menneskene denne adgang til at gå imod verdensordenens lovsystem, ville intet væsen kunne komme til at føle sig som et selvstændigt og frit menneske.
Når det kun kunne manifestere "det gode", når det kun kunne opfylde livslovene, var der ingen som helst mulighed for, at væsenet kunne have nogen som helst form for vilje.
Alt ville det udføre blindt automatisk, rent bortset fra, at det overhovedet ikke havde nogen som helst mulighed for livsoplevelse, manifestation eller skabelse.
Hvis livsloven ikke kunne overtrædes, eksisterede den jo ikke.
En lov, der ikke kan overtrædes, er ikke nogen lov.
Livsformen ville da være en realitet, der umuligt kunne ændres.
Overfor en livsform, der umuligt kan ændres, behøves der ikke noget beskyttende lovsystem eller påbud imod denne ændring.
En ændring, der ikke eksisterer, behøver ikke at beskyttes.
Men nu eksisterer der altså et sådant omfattende lovsystem, på hvilket hele livsoplevelsen er baseret og muliggjort.