2478. Vi ser således her to sider ved livet eller livsoplevelsen. Den ene side fornemmes som frastødning, medens den anden side fornemmes som tiltrækning. Denne frastødning ligger i sin absolutte analyse til grund for alt, hvad der i livsoplevelsen kommer ind under begrebet ubehag, medens tiltrækningen, ligeledes i sin absolutte analyse, ligger til grund for alt, hvad der kommer ind under begrebet behag. Disse to former for fornemmelse udgør de to kontraster, uden hvilke ingen som helst livsoplevelse kan finde sted. Hvordan skulle man kunne sanse, hvis der ikke eksisterede nogen som helst kontrast til sanseobjektet. Derfor udgør al sansning en oplevelse af kontraster. Ethvert sanseobjekt opleves således kun i kraft af, at det udgør en kontrast til dets omgivelser. Det afviger således fra omgivelserne enten ved at være mørkere eller lysere, ved at have andre farver, andre former, en anden volumen, en anden smag osv. – Alt, hvad der kommer ind under skabte foreteelser, udgør hver især en kontrast til omgivelserne, i modsat fald ville det umuligt kunne sanses eller opleves. Al livsoplevelse er således en umulighed uden kontrastprincippet. Det højeste udslag af disse to modsatte principper kommer til syne som kulminerende kærlighed og kulminerende had. Fysisk set kommer de blandt andet til syne som kulminerende solskin og kulminerende natmørke.