2484. Før polforvandlingen begyndte, var alle jordens mennesker uden undtagelse dyr i renkultur, selv om de udgjorde en anden dyreart eller race end de væsener, vi i dag kalder "dyr". Intet som helst væsen, der er nået frem til at udgøre et jordmenneske, udgør et enpolet væsen i renkultur. I så fald måtte det altså være et dyr i renkultur. De er alle mere eller mindre fremme i udviklingen af dobbeltpoletheden, selv om den ikke hos dem alle er nået så langt frem, at de begynder at blive hjernemæssigt bevidst i denne deres tilstand. Når de ikke er bevidst i denne, skyldes det udelukkende dette, at den endnu ikke har nået at ændre væsenets rent fysiske parringsdrift eller seksuelle indstilling til det modsatte køn. Men hos millioner og atter millioner af mennesker er den ny tilstand begyndt at berøre parringsdriften eller den enpolede seksuelle tilstand. Og her er det, at der opstår antipati eller forbandelser fra det væsen, der endnu på dette felt lever i primitivitetens og uvidenhedens sfære og ikke aner den ny tilstands virkelighed, selv om det er fysisk lovgiver, dommer, præst eller videnskabsmand. Det kan kun betragte den dobbeltpolede tilstands udslag i et væsens psyke som abnorm, som umoralsk, som noget der skal straffes, noget, de pågældende mennesker må vænnes af med. De forstår ikke, at det er den begyndende dobbeltpolethed, de kan takke for deres store position i samfundet som: lovgiver, dommer, præst eller videnskabsmand, selv om denne dobbeltpolethed endnu ikke er nået frem til at berøre deres seksuelle enpolethed og parringsdrift eller ægteskabelige forhold. De forstår derfor heller ikke, at hvis det er moralsk at straffe væsener, fordi poludviklingen er nået frem til at berøre deres seksuelle tilstand og har begyndt at forvandle den, så er det også moralsk at straffe både lovgivere, dommere, præster og videnskabsmænd, fordi de repræsenterer de her nævnte positioner i samfundet. Disse positioner viser, at deres ophav i ligeså høj grad er dobbeltpolede som de væsener, de forbander og dømmer til straf.