2489. Hvad er det, vi i virkeligheden ser, når vi er vidne til den forannævnte "djævlebevidsthed"? – Er det livets mening eller Guds plan, at denne djævlebevidsthed og den heraf følgende livssaboterende dommedagstilværelse skal være toppunktet af jordmenneskelig tilværelse? – Nej, det er det absolut ikke. Det er derimod livets mening eller Guds plan, at den skal være toppunktet af modsætningen til livets mening og den heraf følgende væremåde, der udgør den absolutte kærlighed. Nævnte djævlebevidsthed kan derfor ikke bebrejdes noget som helst menneske. Der er ikke ét eneste jordmenneske, der har kunnet handle anderledes, end det netop har gjort det i de givne situationer, der har skabt denne ragnaroks- eller dommedagstilværelse. Et levende væsen kan jo umuligt handle anderledes end ud fra den forstand, begavelse og viden, det har udviklet sig til at besidde. Erfaringer og viden, det ikke har, kan det umuligt handle efter. At straffe og henrette det herfor er kulminationen af tåbelighed, eftersom hævn og straf umuligt kan skabe væsener om til engle, men derimod fjerner beskyttelsen imod hævn og straf for de væsener, der udfører hævnen, straffen eller henrettelsen. Denne kulmination af livets mørkeoplevelse er således et livsbetingende led i Guds skabelse af mennesket. Vi ved fra religionerne eller de religiøse overleveringer, at det ikke blot er Guds mening at skabe et menneske, men det er også Guds mening at give dette menneske en særlig livsform, nemlig sin egen livsform. Hvorledes skulle menneskets livsform ellers blive i Guds billede? – At denne overlevering er virkelig, bliver til kendsgerning igennem hele den forvandlingsproces eller udvikling, vi kan se, det jordiske menneske befinder sig i. Vi ved allerede, at det har udviklet sig nede fra plantelivsformen til dyrelivsformen og er nu nået frem til fuldbyrdelsen af den del af Guds skabelse, hvor det er blevet geni i skabelsen af mørk væremåde, ja ligefrem kulminerer i "djævlebevidsthed". Længere ned i mørke kan intet som helst væsen komme. Men denne tilværelse er absolut nødvendig, for at væsenet kan komme til at forstå, hvad modsætningen eller kontrasten til mørket, hvilket vil sige: lyset, betyder. Uden denne forståelse kan væsenet aldrig nogen sinde blive ekspert i lysets manifestation og således heller ikke blive til mennesket i Guds billede. Guds billede er det samme som Guds mentalitet. Guds mentalitet er en psyke eller bevidsthed, i hvilken væsenet absolut ligeså godt kender mørkementaliteten som lysmentaliteten. Men et sådant kendskab ville være en total umulighed, hvis ikke netop mørket blev manifesteret. Hvordan skulle et væsen kunne blive bevidst i en behagsfornemmelse, hvis ikke man nogen sinde havde haft adgang til at opleve en ubehagsfornemmelse? – Hvordan skulle man vide, at noget var godt, hvis man aldrig nogen sinde havde oplevet dets modsætning? – Derfor må Guds skabelse af mennesket bestå i at give det mulighed for at overtræde love, hvis overholdelse i væremåde afføder livets kulmination i lys, lykke og salighed eller kulminerende glæde ved at være til.