2493. Alle eksisterende livsstadier eller udviklingstrin, som de levende væsener passerer, har altså deres absolutte rod i væsenernes polkonstellation. Enten væsenet er en kristus, eller det er en røver eller morder, skyldes disse to livstilstande en særlig polkonstellation i det pågældende væsens psyke eller livsstruktur. Hos kristusvæsenet eller det fuldkomne menneske er polkonstellationen i balance, hvilket vil sige: at den maskuline og den feminine pol i dette væsen er jævnbyrdige og befordrer derved en guddommelig harmoni imellem væsenets opfattelse af det onde og det gode. Denne harmoni i opfattelsen af det onde og det gode er så overvældende, at væsenet absolut ikke mere føler noget som virkelig ondt. Det føler derimod, at alt er såre godt. Når det udelukkende har denne følelse, skyldes det altså, at der i dets dobbeltpolede oplevelse af livet ikke kan finde nogen virkelig disharmoni sted. Det, vi kalder det onde, er udelukkende kun disharmonien i polkonstellationen og den heraf følgende permanente kortslutning i væsenets tanke- eller sjæleliv.