2498. Det jordiske menneskes mentalitet rummer altså begyndelsen til den virkelige menneskebevidsthed. Og det er også denne bevidstheds begyndende kræfter, der har bevirket dyrekroppens forvandling til menneskeorganismen, hvis naturlige holdning er den oprejste gang, og at det er i stand til at begynde at lære af omgivelserne og bevidst udnytte de erfaringer, som det kommer ud for i dets samliv med naturen og medvæsenerne. Derved udvikles dets intelligens og med den igen nye interessesfærer. Dette fra dyrets tilstand begyndende oprejste væsen har således nu fået en bevidsthedshorisont eller et psykisk område, der ligger helt udenfor området for dets parrings- eller ægteskabsprincip. Og det er dette nye bevidsthedsområde, der nu mere og mere frigør det fra at være et dyr i renkultur, hvilket vil sige, fra at være et væsen, der udelukkende lever for parrings- eller forplantningslivet. Det er således dette område, der, som nævnt, udgør det begyndende menneske i dyret. Og dette dyr, i hvilket det begyndende menneske eksisterer side om side med det fra dyret nedarvede område i bevidstheden, der udgør parrings- eller forplantningsområdet, hvilket her vil sige: det ægteskabelige område, udgør det ufærdige jordiske menneske. Det jordiske menneske er således et overgangsvæsen fra dyr til menneske. I samme grad, som det dyriske parrings- eller forplantningsprincip eller de ægteskabelige tendenser gør sig gældende i væsenet, er det et dyr, ligesom det i samme grad, som den intellektuelle bevidsthedssfære, der totalt ligger udenfor nævnte ægteskabelige princip, er et menneske.