2506. Det er ikke så mærkeligt, at mange mennesker, navnlig de mennesker, i hvem den ny sympatievne endnu ikke fornemmes, bliver forvirrede og ikke kan forstå nævnte ny evne som noget normalt.
Der er jo endnu ingen videnskab i verden, der på intellektuel måde har sagt god for den.
Væsenerne kan blive både doktorer og professorer i den rent materialistiske videnskab, men vil uden at besidde eller at have oplevet denne over hankøn og hunkøn hævede ny sympati eller virkelige menneskekærlighed, være ufødte sjæle, når det drejer sig om virkelig kosmisk viden om deres eget livs område, deres udødelighed og den virkelige kosmiske verdensmoral.
Ja, de kan endog i værste tilfælde slet ikke opfatte nogen som helst psykisk eller åndelig analyse som virkelighed.
De tror, sådanne analyser er fantasi, overtro og uvirkelighed.
Og da de nævnte væsener udgør autoriteter for mange mennesker, grundet på deres materialistiske viden, er de altså med deres gudløse kundskab med til at hæmme eller sinke mange mennesker i deres videre udvikling, alt eftersom disse har vænnet sig til at tro, at den materialistiske videnskab er absolut eneste saliggørende.