2508. Hos dyrene og meget primitive mennesker ligger der en medfødt antipati imod det abnorme. Hos dyrene fører denne antipati helt til drab af de abnorme væsener indenfor racen eller arten. Fra naturens side er denne drabstendens nærmest en beskyttelse, idet det abnorme dyr har meget vanskeligt ved at klare sig. Hvis f.eks. en trækfugl har fået en vinge læderet og ikke kan flyve og således ikke kan følge med flokken til de egne, hvor den kan bjærge livet, vil den jo bitterligt vansmægte til døde ved at skulle blive tilbage i vinterens frost og kulde. Det er derfor ligesom mere humant, at dyret af sine medvæsener får en hurtig aflivning i stedet for. Dyrene kan jo ikke hjælpe deres ulykkelige medvæsener på anden måde. Hos primitive og meget enpolede mennesker ligger denne medfødte dyriske antipati imod abnorme eller formentlig abnorme racefæller endnu stærkt i blodet, navnlig når det drejer sig om væsener, i hvem den begyndende ny sympatievne gør sig gældende. Denne primitive, dyriske antipati bor altså meget dybt i sjælen. Og mennesket må være meget langt fremme i human udvikling for ikke at føle denne antipati imod medmennesker, i hvem den nævnte nye sympati eller begyndende virkelige, organiske næstekærlighed kommer til udtryk. De nævnte primitive væsener kan i deres uforstand, som før nævnt, kun opfatte den ny sympatis væsener som abnorme eller i værste tilfælde som afsporede. Og det er fra disse inhumane og uvidende mennesker, at den værste kritik eller forfølgelse udløses overfor de begyndende dobbeltpolede væsener. Men grundet på deres totale uvidenhed i spørgsmålet "dobbeltpolethed" kan deres eventuelle kritik eller forfølgelse således udelukkende kun være baseret på deres uvidenhed og fejltagelse og har således ingen som helst rod i absolut virkelige og uomstødelige fakta. Overfor denne modstand vil det derfor, for de begyndende dobbeltpolede væsener, være godt at vide, hvorfor de mennesker udløser denne forfølgelse eller modstand. Det er således let at se, at der, hvor den forekommer, er den ligesom alt andet "ondt" i verden udløst af en total uvidenhed. Og dens ophav har således ingen som helst autoritet i det pågældende felt og vil komme til kort, navnlig når det selv begynder at opleve sine sympatiske anlægs forvandling. Naturens eller Guds skabelse af mennesket i sit billede vil således uundgåeligt gå sin gang, ganske uafhængigt af hvor meget uvidende og ukærlige mennesker så end vil udløse af forargelse, forfølgelse eller modstand. Den i dag så spagfærdigt begyndende absolutte organiske næstekærlighed i visse mennesker vil uundgåeligt komme til at erobre hele menneskeheden. Og da vil Kristi rige (det fuldkomne menneskerige) "være af denne verden".