2513. Når vi således iagttager den jordmenneskelige parrings- eller ægteskabelige tilstand, kan den i stabilitet næppe måle sig med dyrenes. Dyrene lever udelukkende for deres parringstilstand og afkomsbeskyttelse. De besidder således det fuldkomne og lykkelige ægteskab. Her er parringstilstanden i absolut renkultur. Her er "de lykkelige ægteskabers zone". – Hvorfor er det samme ikke tilfældet med menneskene? – Det er rigtigt, at digtere og forfattere i årtusinder har kappedes om at forherlige denne parringstilstand i lovsange, skuespil og nu sidst i film. Og hvis man kun kendte den jordmenneskelige ægteskabstilstand igennem disse foreteelser, den herlighed, lykke og salighed, som den her gøres identisk med, måtte man tro, at man virkelig var i paradiset og ikke i dommedagens eller "de ulykkelige ægteskabers" kolde sfære. Hvorfor skejer menneskene således ud og er både troløse, usande og ustabile i deres ægteskabelige samliv eller parringstilstand i situationer, hvor dyrene er umådeligt trofaste? – Dyrene opfylder i virkeligheden den moral, som menneskene har sat op som model eller rettesnor for deres egen væremåde. Dyrene er trofaste og stabile i deres parringsliv, medens menneskene i stor udstrækning udviser ligefrem en total uvilje mod at tage følgerne af deres seksuelle eller kønslige tilfredsstillelser. De lader i mange tilfælde hånt om de alvorlige følger, en sådan hensynsløs drift kan afstedkomme. De prisgiver hensynsløst deres eget afkom til en uvis skæbne i forældreløshed og svigter i total ligegyldighed deres seksuelle partner, rent bortset fra selve udløsningen af den seksuelle tilfredsstillelse, som de således ønsker at dyrke eller tilegne sig ansvarsløst. Hvem er det, der her opfylder Guds store bud: "Derfor forlader en mand sin fader og moder og holder sig til sin hustru, og de to bliver ét kød"? – Er det ikke netop de monogamt indstillede dyr, der netop overholder denne ægteskabslov i langt højere grad end mennesket? – Skønt menneskene igennem religionerne og verdensgenløsningen har fået skabt denne lov som højeste ægteskabelige moralforskrift for deres egen væremåde, og i hvilken lov det naturligvis også er påbudt kvinden at holde sig til sin mand og være ham underdanig, er det vel nok evnen til at overholde denne, det virkelige ægteskabs grundlov, der udgør noget af det mest degenererende hos menneskene.