2514. Da dyrene ikke har kunnet tilegne sig denne deres ægteskabelige væremåde eller parringsmoral, hverken ved religion eller vejledning, kan de kun have den medfødt. Nævnte væsener opfylder den derfor ganske naturligt, – ikke fordi de er bange for at "synde", men udelukkende fordi deres instinktevne automatisk leder denne deres seksuelle drift og parringstilstand, ligesom deres instinkt også leder deres væremåde i de andre af dets vigtigste livsfelter. Har menneskene da ikke det samme instinkt? – Og hvorfor leder dette instinkt ikke menneskene til at opfylde ægteskabsmoralen eller parringsloven, ligesom det gør det hos dyrene? – Svaret vil her være dette, at menneskene også til en vis grad har denne instinktevne. Og det er netop den, der leder væsenernes dragning imod det modsatte køn og befordrer den mentale proces, vi kalder "forelskelse" og dermed lysten til ægteskab eller samliv med et væsen af modsat køn. Den befordrer også sympatien for afkommet og lysten til at beskytte det. Det er også instinktevnen, der afføder den tidligere omtalte antipati, som væsenerne føler imod abnorme eller formentlig abnorme væsener og her i dette tilfælde antipatien imod væsener, der viser udpræget sympati – ikke blot for væsener af det modsatte køn – men også for væsener af deres eget køn. Og der, hvor dette instinkt på det ægteskabelige eller parringsmæssige område endnu ikke er degenereret, der finder man endnu ægteskaber, i hvilke begge er overordentlig trofaste og lykkelige og har stor kærlighed til afkommet. Her har der aldrig været og kan ikke blive tale om utroskab og længsel efter skilsmisse, længsel efter at søge parringsforbindelse med fremmede seksuelle partnere. Ja, her er der ægteskaber, hvis partnere ligefrem har været gifte med hinanden igennem flere inkarnationer eller liv. Så kolossalt har den gensidige instinktmæssigt fremkaldte sympati eller forelskelse været, at den har kunnet bringe to væsener til at holde sammen i flere livs ikke altid lette tilstande.