Martinus: Livets Bog, bind 7, stk. 2519, pkt. 0

2519. Væsenernes skæbnesituation er udelukkende et spørgsmål om årsag og virkning. Mennesket har fri vilje til at operere med denne årsags- og virkningskæde. Det kan skabe årsager, hvis virkninger bliver til total ulykke for det selv, ja endog i flere liv. Og det kan med sin væremåde skabe årsager, der kommer tilbage med virkninger, der bliver til glæde og velsignelse for det selv ligeledes igennem flere liv. Det står absolut væsenet frit for således at kunne gøre, hvad det vil. Det kan gøre godt, og det kan gøre ondt. Begge de to slags manifestationer står til det ufærdige menneskes rådighed. Det kan her vælge, hvad det vil. Var det ikke således, kunne væsenet aldrig nogen sinde lære, hvad der virkelig er ondt, og hvad der virkelig er godt. Hvordan skulle kemikerne komme til at lære stofferne at kende, hvis de ikke kunne eksperimentere med dem. Hvordan skulle det levende væsen nogen sinde blive ekspert i at kunne gøre det gode, blive til mennesket i Guds billede, hvis ikke det fik en livsepoke, i hvilken det netop blev stillet frit overfor adgangen til begge de nævnte manifestationsarter og dermed kunne få et virkeligt kendskab til det gode, som udgørende den primære og det onde som udgørende den sekundære væremåde, det gode som selve livsoplevelsens kulmination i viden, i lys, kærlighed, velvære eller salighed og det onde som selve livsoplevelsens fostertilstand, repræsenterende ufærdighed, fejltagelser, krig eller kulminationen af lidelsernes helvedesdomæne. Imellem disse to væremåder befinder det jordiske menneske sig. Den mørke væremåde, der fremtræder som "den dyriske" i mennesket, er netop nu i sin kulmination, medens "det menneskelige" er i sin første spæde begyndelse. At det er således, kan umuligt rokkes eller forandres, hverken ved straf eller vold, hverken ved diktatur eller frihed, hverken ved religion eller sakramenter, hverken ved opdragelse eller skolegang, hverken ved tale eller tavshed. Selv om de humane af disse foreteelser er meget vigtige og absolut nødvendige, er de absolut uden betydning med hensyn til selve mentalitetsforvandlingen fra dyr til menneske. Her er kærlighedens tilblivelse i væsenet det absolut eneste, der får det bort fra alle eventuelle livsnedbrydende voldshandlinger og dræbende tankearter overfor sine medvæsener eller sin næste.

Forrige

Næste