2521. Vi har hermed atter repeteret vort overblik over selve menneskehedens moralske situation. Vi har set, at menneskeheden mere end nogen sinde er inde i en eksperimenternes epoke, altså en epoke i hvilken mulighederne for mental og fysisk udskejelse og afsporing så at sige på alle livsfelter er så overvældende, at hverken verdensreligionerne eller tugthuse, fængsling, straf og henrettelser kan hamle op med dem. Udskejelserne eller afsporingerne går således sin gang og skaber alle de overtrædelser af livslovene, der gør oplevelsen af dommedagens eller ragnaroks rædsler uundgåeligt. Hvis ikke der netop var en ligeså logisk mening i hele denne dommedagsepoke, som der er logisk mening i alle naturens øvrige store skabelsesprocesser, måtte man sige, at hele menneskeheden befinder sig i et kolossalt forfald og med kæmpeskridt iler imod sin egen undergang. Det er rigtigt, at den har en overvældende fysisk intellektualitet og behersker i tilsvarende grad den fysiske materie, men denne så fremskredne materialistiske videnskab kan umuligt redde menneskene, hvilket den absolut heller ikke er beregnet på i den guddommelige verdensstyrelse. Mennesket består ikke af fysisk materie alene. Det består i nok så høj grad af åndelig materie. Og da det er i denne materie, det har sin oplevelse, og det er i samme materie, dets bevidsthed skal overleve den fysiske organismes undergang, ligesom det er i kraft af denne materie, at det igen får evnen til påny at inkarnere i en fysisk organisme og i denne nye organisme fortsætte med at kunne leve på det fysiske tilværelsesplan, er det absolut livsvigtigt for mennesket at komme til at beherske den åndelige materie i en mindst ligeså høj grad, som det i dag behersker den fysiske materie.