Martinus: Livets Bog, bind 7, stk. 2531, pkt. 0

2531. Og da væsenerne således befinder sig på stadier i denne udvikling, hvad kan da være mere selvfølgeligt og urokkeligt end dette, at de kun kan åbenbare sig i den struktur, organisme og væremåde, som er det højeste resultat af de erfaringer og oplevelser, de hidtil har gennemgået. Erfaringer og den heraf følgende viden, som de ikke har oplevet, kan de selvfølgelig ikke handle efter. Og som vi allerede tidligere har berørt, kan de absolut ikke herfor blive "straf" skyldig. At hævne og straffe er således et udtryk for kulminationen af fejlagtig væremåde. Overfor det ufærdige væsens dyriske eller livsfarlige anslag må man naturligvis beskytte sig, ligesom man beskytter sig imod vilde eller farlige dyr, men denne beskyttelse må absolut ikke være et resultat af vrede og hævnlyst, men derimod et resultat af den højeste forståelse af den virkelige situation, som denne næste netop befinder sig i, og som bevirker, at denne absolut ikke kan være anderledes. Næstens væremåde kan naturligvis kun give sig de mere eller mindre behagelige eller ubehagelige udslag, som dikteres viljen af de dyriske anlæg, som væsenet endnu ikke har overvundet. De kræfter, der i væsenet har overtaget og er de absolut stærkeste, må naturligvis diktere væsenets vilje. Hvilke kræfter skulle ellers være dominerende i væsenet. Kan en flue standse orkanen? – Alverdens fængsler er i dag fyldte med væsener, der skal "straffes", ja, i værste tilfælde henrettes, fordi de blev revet med af kræfter, de ikke var i stand til at modstå. De kom derved til at støde ubehageligt til andre væsener, som ikke havde forstået at beskytte sig imod sådanne situationer. Men straffen tilkommer jo ikke de væsener, der blev revet med af orkanen, men derimod de væsener, der ønsker straf og død over de andre, hvis der overhovedet var tale om et virkeligt straffeprincip i verdensaltets kosmiske struktur. Den virkelige moralforpligtelse overfor andre væsener er ikke at hævne og straffe, men derimod på så human måde som muligt, at beskytte sig imod de dyriske udslag, der eventuelt kommer til manifestation eller udslag igennem næsten. At væsenerne må handle således, som de gør, er en selvfølge. Det eneste, der kan ændre den dyriske natur i væsenerne er polkonstellationens evige rytme. Det er den, der former hele væsenets mentalitet eller psyke til skiftevis at kulminere i mørkekontrasterne og lyskontrasterne.

Forrige

Næste