2541. Ud fra disse hankøns- og hunkønsfunktioner i renkultur, der udgør det højere udviklede dyrs væremåde, er vi i stand til at bedømme det jordiske menneskes psyke og væremåde. Vi ser, at denne væremåde udløser handlinger, som i virkeligheden slet ikke hører den dyriske befrugtnings- og parringstilstand til. Og desto mere udviklet dette væsen er, desto større bliver det område af funktioner eller væremåde, der slet ikke findes hos dyrene. Men samtidig hermed bliver det område, det jordiske menneske har tilfælles med dyret, hvilket vil sige: parringsdriften, ægteskabstalentet, forelskelsesevnen, lysten til eller hungeren efter at have børn, tilsvarende mindre. Dette område er således i aftagende, er degenererende, medens det nye område, altså det vi kender fra tidligere analyser som det rent menneskelige område, og som kun findes hos dyrene i kimtilstand, er i tiltagende. Når denne parrings- eller ægteskabsbevidsthed således er degenererende og som tidligere udtrykt: bliver til "de ulykkelige ægteskabers zone", medens en ny tilstand er ved at bryde frem i den jordmenneskelige psyke, bliver det her til kendsgerning, at det jordiske menneske befinder sig i en forvandlingsproces. At denne forvandlingsproces i sig selv ikke er nogen afsporing eller abnormitet, bliver åbenlyst, eftersom den gør sig gældende i hvert eneste menneske, og her bliver desto mere synlig, jo længere fremskredent vedkommende væsen er. Det er en kendsgerning for ethvert normalt menneske, at det har et bevidsthedsområde, som dyret absolut kun har i kimtilstand. Mennesket er således absolut et dyr under forvandling til menneske.