Livets Bog, bind 7
Kærlighed, skæbne og "det mindste onde"
2544. Men kærlighed er ikke en ulogisk sympati. Den er ikke dette, at sige ja til sin næstes eventuelle tåbelige eller ulogiske ønsker. Den er derimod dette, at sige absolut nej til alt det, der ikke kan være til glæde og velsignelse for levende væsener eller i værste tilfælde sige nej til manifestationer eller afgørelser, der absolut ikke kan henregnes til at udgøre "det mindste onde" i en given situation, hvor den totale kærlighed ikke kan udfoldes, og hvor det derfor er et onde, hvordan man så end bærer sig ad. Det totalt fuldkomne eller færdige menneske kan ikke altid komme til at udfolde den totale kærlighed, som det af naturen føler trang til, hvis det befinder sig i en verden, hvor menneskeheden er prædestineret til en så fremtrædende grad af mørk skæbne, som tilfældet er her på jorden. Det kan befinde sig iblandt mennesker, som er dets nære venner i dets daglige liv. Pludseligt kan det* komme ud for en tilbagevendende karma- eller skæbnebølge, og derved komme til at trænge til hjælp. Men denne skæbnebølge kan være af en sådan natur, at det er lige meget, hvordan man vil bære sig ad med at hjælpe vedkommende væsen, det kan ikke lade sig gøre, uden at det derved skaber en eller anden form for et onde. I en sådan situation må man da, ligesom det fuldkomne menneske, søge at finde ud af, hvilken hjælp der vil være det mindste onde, thi denne hjælp vil da være den kærligste. Men således vil det ikke blive ved med at være. Efterhånden bliver mennesket så fri af mørk skæbne, at det kan hjælpes i kraft af den totale kærlighed, uden at denne hjælp bliver et større eller mindre onde. Der vil da ikke eksistere noget onde til at forringe kærlighedshjælpen. Da vil der ved enhver lejlighed være adgang til fuldt ud at yde kærlighed i renkultur.
 
____________
* Læs: en af disse.