2545. Vi ser således her, at karma- eller skæbneloven ikke kan ændres. Selv om et væsen er omgivet af kærlige væsener, er det således begrænset, hvad disse kan komme til at udfolde af deres kærlighed overfor et sådant mørkt skæbneprædestineret menneske. Det eneste, der kan føre et sådant væsen frem til en så lys skæbnetilstand, at det kan blive ydet fuld hjælp eller støtte i en given, ulykkelig skæbnesituation, uden at denne hjælp på nogen måde bliver et onde, er udelukkende det selv. Det kan absolut opnå denne tilstand ved i sit væsen at udvise kærlighed til sin næste, hvilket vil sige: til alt liv, det kommer i berøring med. I samme grad, som det selv kan udløse kærlighed, i samme grad bliver det fri af den karma- eller skæbnemæssige begrænsning af, hvad det kan blive tildelt af kærlighed og dermed af hjælp fra sin næste og fra naturens side. Den fysiske og åndelige beskyttelse udløses udelukkende af den beskyttelse, det selv i sin væremåde er for andre. Igennem den modsatte pols udvikling i væsenet kommer altså den menneskelige bevidsthed frem til fuld beherskelse af dets væremåde. De dyriske anlæg: egoisme og brutalitet overvindes af den modsatte pols affødte intellektualiserede humanitet eller kærlighedsfølelse. Der opstår således i det pågældende menneskes psyke en total harmoni i begge dets polers udfoldelse, der tilsammen gør væsenets væremåde til den fuldkomne åbenbaring af sand kærlighed og den heraf følgende guddommelige fred og glæde ved at give, hellere end at tage, eller ved at være til glæde og velsignelse for alt levende, og igennem denne væremåde selv blive velsignet med en sådan nærhed af Gud, at man føler sig ét med ham, og dermed ét med vejen, sandheden, livet og evigheden. Dette er altså slutfacittet af Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse. Hvor nær et menneske er dette slutfacit, vil altså være afhængigt af, hvor nær dets polkonstellation er ved at være i balance.