2552. Den absolutte kærlighed søger ikke på nogen som helst måde sit eget. Den udgør en indre guddommelig kraft, der strømmer igennem væsenet og her i dettes psyke befordrer en uimodståelig følelse af lyst, trang og pligt til at hjælpe overalt, hvor væsener er i nød, ligegyldigt om det er mennesker, dyr eller planter. Ja, den befordrer endog glæde i væsenet ved, at det behandler mineralforeteelser efter den samme altvelsignende lov. Det er selve denne aldeles uegennyttige eller uselviske væremåde, denne glæde ved at hjælpe alle nødstedte, denne sympatifølelse for alle levende væsener, dette at være i kærtegnskontakt med sine medmennesker, dette, at andres normale glæde danner grundlaget for ens egen glæde, der er selve Guds tankekraft, Guds væremåde og manifestations- eller skabelsesudfoldelse. Det er denne fuldkomne tankekraft, universets love eller selve verdensaltets struktur afslører eller åbenbarer. Det er denne åbenbaring af den totale, altomfavnende, intellektualiserede kærlighed, der udgør verdensaltets grundtone. Den bevirker, at alt er så absolut urokkeligt genialt i naturens skabelse, at alt absolut bliver såre godt. Intet som helst i naturens eller universets skabelsesprocesser kan eksistere uden at udgøre den absolut allerhøjeste fuldkommenhed i sit slutfacit, og dermed være til den allerstørste glæde og velsignelse for levende væsener. Kærligheden er således, som før nævnt, Guds bevidsthed og væremåde. Den rummer i sig den allerhøjeste visdom eller videnskab. Hvis den ikke indeholdt denne, ville den umuligt kunne være kærlighed. En kærlighed, der ikke er videnskab, er ikke kærlighed, ligesom en videnskab, der ikke er kærlighed, ikke er nogen absolut videnskab.