2556. Næstekærlighedsevnen er således det foreløbige store kosmiske mål for det jordiske menneskes udvikling, i hvem enpoletheden i stor udstrækning er degenererende. Kærligheden er det totalt fuldkomne menneskes bevidsthed og væremåde, ligesom den er Guddommens. Parringssympatien i renkultur er dyrenes normale væremåde. Og desto mindre mennesket er udviklet, desto nærmere står det dyret. Og dets væremåde bliver i tilsvarende grad ligesom dyrets kun baseret på selviskhed eller egoisme. Det normale dyr kan absolut ikke elske sin næste som sig selv, hvilket det på grund af sin enpolethed absolut heller ikke er skabt til. Her må man ikke regne med de dyr, der er blevet forkælet af mennesker, og som på denne måde er kommet ud af deres normale tilværelse, grundet på denne for dyrets psyke altfor overdimensionerede årelange påvirkning fra mennesker. Denne menneskelige, sympatiske påvirkning kan på visse højere udviklede dyr skabe en slags resonans i dyrets ellers så enpolede følelsesliv og få dette til at give genklang i form af stærk sympati overfor det pågældende menneske. Men denne sympati er nærmest en enpolet sympati af samme slags, som den kønsløse sympati dyret føler overfor sit afkom, men unaturligt stærkt stimuleret op på grund af den af mennesket udøvede og for dyret uimodståelige påvirkning. – Når menneskene, rent bortset fra deres livsbetingende flokbevidsthed, begynder at føle en sympati, der ikke er drevet af parringsakten, for medvæsener, er det humanitetsudviklingen eller næstekærlighedssympatien i deres psyke, der er begyndt. Denne begyndende sympatiudvikling i det jordiske menneske er affødt af dets tiltagende udvikling i dobbeltpolethed. I det samme væsen eksisterer der derfor to slags sympatier, nemlig: den ordinære parrings- eller ægteskabssympatien, båret af enpoletheden, og væsens- eller næstekærlighedssympatien, der i renkultur er båret af dobbeltpoletheden. I det store flertal af menneskene er det kun parrings- eller ægteskabssympatien, der er den herskende. Næstekærlighedssympatien er endnu kun i sin spæde begyndelse. Den er hos de fleste meget, meget langt borte fra sit endelige toppunkt. Den samme store skare af mennesker er bundet i den af de samme væsener endnu opfattede eneste normale livstilstand, hvilket vil sige: ægteskabs- eller parringstilstanden, skønt den så åbenlyst er degenereret, at dets retmæssige stadium hos det jordiske menneske kun kan udtrykkes som "de ulykkelige ægteskabers zone".