Martinus: Livets Bog, bind 7, stk. 2563, pkt. 0

2563. Med hensyn til den foran berørte ægteskabelige degeneration er der her tale om en uimodståelig kosmisk forvandlingsproces i det jordiske menneskes psyke. Det er en forvandlingsproces, der udgør et uundværligt led i det kosmiske spiralkredsløb og dermed et tilsvarende kosmisk led i den evige verdensorden. Den er et led i fuldførelsen af Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse. Uden dette led i verdensordenen ville denne skabelse være en total umulighed, og Guds store plan med menneskets fuldkommengørelse ville da kun være et fata morgana i ørkenen. Men nu er det modsatte heldigvis en kendsgerning for dem, der kan se og høre og virkelig tænke og forstå. Skabelsen er en urokkelig kendsgerning. Og den kosmiske skabelses slutresultater viser sig alle at være til glæde og velsignelse for levende væsener. Og et blik ud over den jordiske menneskehed viser urokkeligt, at dens individer står på en skala af forskellige udviklingstrin fra primitivitet til højintellektualitet. Denne skala viser, at nogle mennesker er længere fremme i fuldkommengørelsen end andre. Hvis ingen udvikling fandt sted, hvorledes kunne da nogle væsener være foran andre i fuldkommengørelse? – De måtte da alle være på det samme trin. Er ikke det daglige liv undervisning, erfaringsdannelse, lidelsesoplevelse og glædesoplevelse? – Hvordan skulle mennesket kunne undgå at blive klogere og samle sig visdom i en sådan oplevelsestilstand? – Til hvad nytte disse indgribende tilstande i væsenernes liv, hvis de ikke var til for at give erfaringer? – Og hvorfor har mennesket evne til at opleve erfaringer, hvis ikke erfaringerne netop havde den mission at udvikle væsenerne? – Vi må altså lære at forstå, at det primære i dette kosmiske led i verdensordenen, som de ulykkelige ægteskaber udgør, ikke er dette, at væsenet bliver utro i ægteskabet og således svigter sin ægtemage, som det ellers højtideligt har lovet troskab og kærlighed i hele deres indeværende jordliv. Thi dette ville i sig selv være en kulmination af umoral eller ukærlighed. Men når nu den er en følge af en forvandling i menneskets psyke, som det absolut ikke er herre over, og som ingen som helst kirkelig eller verdslig moral kan ændre, idet det er selve det kosmiske kredsløbs love eller selve naturens egen kraft og vælde, der gør sig gældende, overfor hvilken mennesket kun udgør en meget lille mikroskopisk foreteelse, må der skabes en moral- eller livsopfattelse, der kan være i kontakt med denne nye tilstand i mennesket. Det kan ikke nytte noget, at menneskene kæmper for at opfylde en moral og væremåde, der passer for en livstilstand, som de mere eller mindre organisk forlængst er vokset fra og absolut ikke mere hverken sjæleligt eller legemligt udgør. Hvordan skulle de kunne opfylde den? – Nej, her er vi stedet overfor menneskenes vej ud af den sidste del af dyreriget og opad imod menneskeriget, opad imod Guddommens lignelse, opad imod dette at blive "ét med Gud". Det er en bane, der for mennesket er ligeså umulig at ændre, som det er umuligt for det at ændre stjernernes gang i det evige verdensrum.

Forrige

Næste