2568. Denne forannævnte bevidsthedstilstand kan aldrig nogen sinde komme til at kulminere uden at dræbe sig selv. Lidelser og drab, man påfører andre væsener, kommer man til før eller senere selv at opleve. Det bliver ens skæbne. Af oplevelserne i en ulykkelig skæbne udvikles den humane evne i væsenet. Og det vokser fra denne ulykkelige tilstand frem til et stadium, i hvilket det ikke mere kan nænne at gøre noget som helst ondt. Udviklingen af denne humane evne befordres altså helt automatisk. Og, som vi før berørte, er det den begyndende humane evne, der får væsenernes parrings- eller ægteskabstilstand til at degenerere for tilsidst helt at gøre væsenet uegnet til ægteskab. At denne tilstand i første omgang også er med til at skabe lidelser eller dommedagstilstand for de pågældende mennesker er selvfølgeligt. Vi ser her det jordiske menneske på et udviklingsstadium, hvor vi kan se dets ufærdige tilstand, i hvilken det som nævnt kulminerer i mørkets manifestation. Vi ser her den store forskel, der allerede er blevet på det begyndende menneske og dyret. Vi ser, at dette begyndende menneske har djævlebevidsthed og er degenererende med hensyn til parrings- eller ægteskabstalent, ligesom det kun tror på en gudløs verden. Det er ikke så mærkeligt, at de tusindårige moraltraditioner har tabt deres magt over menneskene. Men hvordan skulle også en moral, der er beregnet på en helt anden mentalitet end den, det moderne menneske af i dag besidder, kunne være inspirerende for disse sidstnævnte væsener? – Må der ikke netop en ny moralopfattelse til, hvis menneskene skal komme ud af de ulykkelige og livsnedbrydende krigsdramaer, skuffelser og oplevelser af alle de former for ulykkelige skæbner, som netop dommedagsepoken indeholder, ægteskabsdramaer, ulykkelige børn af afkomssvigtende forældre, ulykkelig kærlighed, depression, livslede, selvmord osv.? –