Menneskene bliver ikke opfyldende moralforskrifter på grund af straf og trusler om evig pine i et helvede
2570. Er den dommedag eller det ragnarok med verdenskrige, ulykkelige skæbner, ulykkelige ægteskaber og børn, der er ulykkelige og ikke har noget ordentligt hjem, fordi de er avlede af forældre, der kun har tænkt på at få seksuel nydelse uden at ville være ansvarlige for de børn, som de derved har sat i verden, ikke udtryk for, at religionernes trussel om evig fortabelse og pine i helvedes ild er aldeles uden nogen fundamental virkning? –Hertil kommer alle de mange ulykker og lidelser, der yderligere forefindes i jordmenneskehedens dagligliv.Er de ikke alle virkninger af overtrædelser af den kristne verdensmorals påbud? –Og er der ikke både retsvæsen og straffeforanstaltninger til at skulle lære menneskene, hvad de må, og hvad de ikke må? –Og har menneskene ikke alle dage trods dette forhøjet kapaciteten i krigskunst eller kampdygtighed? –Og er det ikke således, at man indenfor den kristne verdensreligion har påbuddet: Stik dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd? –Og er det ikke netop denne religions stater, der er blevet de mest dygtige krigsfolk i verden? –Og er det ikke de samme stater, der har atom- og brintvåben? –Og var det ikke de første til at udløse drabet med millioner og atter millioner af gange større kapacitet end den, de ved sværdet kunne opnå? –Hvorfor har man ikke igennem alle disse år, kristendommen har eksisteret, studeret og opfattet dette guddommelige og advarende bud, der udtrykker, hvad der vil ske, når man bruger sværdet, hvilket altså her betyder mord og drab på andre væsener? –Hvorfor har man ikke lyttet til alle de andre store moralforkyndelser eller påbud om at elske hverandre, om ikke at lyve, stjæle og bedrage, røve og plyndre? –Har ikke snart to årtusinders tale fra kirker og prædikestole forkyndt generation efter generation det samme guddommelige budskab, den samme advarsel, den samme vejledning? –Og verden er på det dræbende princips område værre end nogen sinde.