2576. Men således var det ikke med hele Jesu samtid. Her var et overvældende flertal, som slet ikke havde et sådant erfaringsmateriale fra lidelser og ulykkelige skæbner fra forudgående liv, at de havde fået et sådant humant sindelag. Og når de ikke havde fået et sådant sindelag, havde de jo heller ingen brug for nogen vejledning for, hvorledes de retmæssigt burde åbenbare eller manifestere dette sindelag overfor deres omgivelser. Og således har der jo været mennesker i hver generation, lige siden Jesu forkyndelse blev til, der endnu ikke var udviklet i det humane felt og ikke havde gennemgået tilstrækkeligt med lidelser og erfaringer i det samme felt. Og da disse mennesker har været i stort flertal og dermed de mest indflydelsesrige, er det ikke så mærkeligt, at kristendommen ikke blev "kristendom i renkultur". De, der ikke kunne forstå næstekærligheds- eller humanitetsforkyndelsen, måtte jo blive ved med at være "hedninger", hvilket her vil sige, at de blev ved med at være væsener, i hvem krigs- og kampmoralen var den primære opfattelse i deres eget sind i forhold til deres næste. Der var således væsener, der var prædestinerede til kristendommen i dens begynderform og accepterede den af hjertet, men der var som nævnt et stort flertal i samfundene, der endnu var uimodtagelige for den i sin højeste og ædleste form. Man lavede derfor om på dens store og ophøjede idealer og tilpassede dem i nogen grad til sine egne hedenske eller krigeriske forestillinger og lavede den om til statsreligion. Man velsignede brugen af sværdet i stedet for at afskaffe det. Og man opelskede evnen til at mangfoldiggøre det dræbende princip, så man kunne udslette sine fjender i millionvis og totalt tilintetgøre deres hjem, goder og fysiske tilværelse i løbet af sekunder. Og erfaringerne har vist, at man i givne situationer ikke viger tilbage fra at udløse denne sin kunnen. Med denne ignorering af kristendommens påbud eller belæring om at elske sine fjender og velsigne dem, som forbander en, og gøre godt imod dem, som hader en, og bede for dem som krænker og forfølger en, er det ikke så mærkeligt, at menneskene måtte komme til at skabe og opleve en dommedagsepoke, ligesom det heller ikke er så mærkeligt, at denne form for kristendom efterhånden måtte blive affolket. Men de i samfundene, der var modne for kristendommen, var den gode jord, i hvilken den blev nedgemt og ført videre frem. Og de, der ikke var modne for den og i realiteten ikke accepterede den med hjertet, hører mere eller mindre til den dårlige jord, hvor sæd og høst mislykkes. Hvordan skulle det kunne være anderledes. Den gode jord er den absolutte betingelse for den tilsvarende gode høst.