Livets Bog, bind 7
Udløser de kristne stater ikke netop i visse tilfælde kulminationen af hedenskab?
2578. Har ikke de kristne stater i mange situationer betjent sig af denne mentalitet, røvet, plyndret og dræbt overfor andre nationer eller stater? – Men her opfattes sådanne handlinger, når de forekommer i statens interesser, som fuldt ud idealistiske og bliver derfor i de nævnte situationer autoriserede. Er det ikke netop sådanne manifestationer, soldaterne oplæres i og beordres til, når der er krig? – Er det ikke netop dygtiggørelsen i at dræbe, myrde, lemlæste og ødelægge fjenden, soldaterne opøves i under deres værnepligt? – Og bliver de ikke straffet, hvis de nægter at udføre disse handlinger under en krig? – Men når de er hjemme i deres private liv, bliver de straffet for netop at gøre den slags manifestationer, som de under en krig bliver straffet for ikke at ville gøre. Da det er kristendom at elske sine fjender og velsigne dem, som forbander en og gøre godt mod dem, som hader en, kan ingen som helst krigsudfoldelse være kristendom. Hvordan kan en sand kristendom blomstre i samfund, hvor man i dens navn overtræder dens højeste og mest fundamentale og hellige påbud. Måtte ikke skæbnen blive en kolossal ombringelse af alle de mennesker, der i deres liv og væremåde ombragte andre levende væsener? – Hvordan skal menneskene undgå denne dødbringende skæbne, sålænge de dyrker denne skæbne som god autoriseret moral, når det gælder at udløse den imod deres fjender, som de i virkeligheden skal elske? – Er det ikke netop her let at se, at den dommedags- eller ragnaroktilværelse, den udvikling af større og større krigsvåben, den udvidelse af lemlæstelses- og drabskapaciteten, som er det primære i menneskenes materielle kunnen i dag, at det er kulminationen af hedenskab eller modsætningen til tilværelsens absolutte virkelige og sande kristendom? – Har Jesus Kristus nogen sinde anbefalet, at man skal udslette sine fjender? – Har han ikke netop udtrykt den sande kristendom i ordene om at elske, velsigne og gøre godt imod sine fjender. Menneskeheden er således langt fra at være total kristen i renkultur.