2579. Den forannævnte menneskehedens dommedag kan ikke bebrejdes noget som helst væsen. Menneskenes mørke skæbnetilstand er ikke en viljesakt, ligesom dette, at være kristen eller hedning heller ikke er en viljesakt. Begge disse to bevidsthedstilstande er en udviklingstilstand. Kristendom er et erfaringsfelt, i hvilket man har udviklet sig til ikke at kunne nænne at gøre noget som helst væsen fortræd – ja, ikke engang sine fjender. Var det ikke det, Kristus viste på korset, da han bad for sine bødler og sagde: Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre? – Og er hedenskabet ikke netop udtryk for en udviklingstilstand, i hvilken man endnu ikke har udviklet sig til den humanitet og forståelse af det liv, i hvilket man hellere selv vil lide, end at man vil have, at andre skal lide? – Ses det ikke her, hvor tåbeligt det er at straffe hedenskabets væsener, fordi de ikke er i stand til at have den samme bevidsthed og livsopfattelse som kristendommens væsener? – Det er jo udvikling, den virkeligt kristne part har fremfor den anden part. Og for at blive ligesom den kristne part må hedenskabets part jo gennemgå den samme udvikling som den, den kristne part har gennemgået. At væsenerne må beskytte sig imod den hedenske parts mindre udviklede livstilstand, der grænser op til livsfarlighed for andre mennesker, er, som vi tidligere har omtalt, selvfølgeligt. Men denne beskyttelse må ikke befordres hverken i kraft af had, tortur eller henrettelser. Den må ske i absolut menneskekærlig ånd og virkelig forståelse for at være i kontakt med den absolutte eller virkelige kristendom, der er det samme som kulminationen af kærlighed og dermed også kulminationen af retfærdighed. Og er det ikke netop dette, vi har fået bekræftet igennem vore kosmiske analyser her i Livets Bog? – Og er dette ikke netop den manifestation og væremåde, naturen eller livet selv åbenbarer igennem alle sine slutfacitter, idet de alle uden undtagelse er til glæde og velsignelse for levende væsener? –